AGF-sportschef tilfreds med truppen: Ingen Kjær-afgang
Foto: Mikkel Khan Tariq/Polfoto
Superliga

AGF-sportschef tilfreds med truppen: Ingen Kjær-afgang

Sportschefen i Aarhus forventer, at transfervinduet er overstået for AGF's vedkommende.

Det var meldt ud på forhånd, at AGF ville markere sig på den sidste dag i transfervinduet, og det har de også overholdt. 
 
Først med offentliggørelsen af en etårig lejeaftale med Emil Nielsen fra Rosenborg. En historie, som havde cirkuleret lidt i medierne op til, og senere på aftenen købte de også en 19-årig russisk forsvarsspiller med det mundrette navn Dzhamaldin Khodzhaniazov fra Zenit Skt. Petersborg.
 
Og er der så mere på vej til Aarhus?
 
- Ikke som det ser ud, nej, siger sportschef Jens Andersson, da tipsbladet.dk fanger ham efter offentliggørelsen af de to handler, hvorefter han understreger, at der heller ikke er planer om spillerafgange.
 
Men jeg kunne forstå, at Jeppe Kjær ikke var med til spillerpræsentationen i aftes?
 
- Jeg var der heller ikke til, og jeg bliver også.
 
Så Jeppe Kjær bliver i klubben?
 
- Ja, siger sportschefen. 
 
God afslutning på vinduet
 
Med tilgangen af Emil Nielsen, der kan besætte de forreste pladser i formationen, og købet af Dzhamaldin Khodzhaniazov, som kan begå sig som midtstopper og på venstre back, har AGF hentet ind til både bagkæden og offensiven, og sportschefen er godt tilfreds med afslutningen på transfervinduet.
 
- Emil Nielsen kender vi jo i Danmark fra tidligere. Vi ved, at det er en hurtig spiller, som også scorer mange mål, siger Jens Andersson, selvom han også understreger, at Emil Nielsen skal komme sig over sin skade og først skal i form.
 
- Dzhamal er en spiller, som jeg har fulgt meget nøje. Han er meget hurtig og er en god pasningsspiller, som har spillet på et højt niveau i Europa. Jeg er meget glad for, at han valgte AGF til sidst i konkurrence med meget større klubber i Europa, siger han. 
 
Med de to afsluttende handler ender Jens Andersson også et hektisk transfervindue med ni tilgange og endnu flere afgange. Tre af handlerne (Josip Elez, Aleksandar Cavric og Emil Nielsen) blev lejeaftaler med købsoption, og det er et bevidst valg af den svenske sportschef.
 
- Jeg synes, at det er en god måde, som vi har gjort det på. Det handler også om økonomi. Jeg har en begrænset budget, som jeg skal arbejde med. Så er det også fint, at vi kan se, om spillerne passer ind i klubben i stedet for måske at betale store summer for dem, siger han.
 
Ikke for mange angribere
 
Den ene lejesvend, Emil Nielsen, er den seneste tilføjelse til en offensiv, hvor seks spillere kan spille den ene position i front, som Morten Wieghorst har i sit system, og derfor blev der på de sociale medier spekuleret i, om spillere som Jeppe Kjær eller Jesper Lange skulle sælges eller udlejes.
 
Men Jens Anderson mener ikke, at klubben har for mange angribere.
 
- Det har jo været et spørgsmål, siden jeg kom til Danmark. Vi har haft mange angribere hele tiden, og i næste sekund mener man, at vi mangler angribere, der kan score mål. Det er den bedste angriber, der spiller, og jo flere du har, som kan konkurrere, jo bedre er det. Jeg synes ikke, at det er et problem. Det ville være et større problem, hvis vi manglede angribere. 
 
Så du er tilfreds med det antal angribere, du har?
 
Ja. Jeg er tilfreds med truppen generelt. Der er mange spillere, der kan spille på forskellige positioner. Det er rigtig fint, siger sportschefen.