AGF: Stadig mange dygtige i Peru

Brian Steen Nielsen har for anden gang på få måneder været i Sydamerika for at lede efter en angriber. Foto: Scanpix
AGF's sportschef Brian Steen Nielsen har igen været i Peru for at lede efter en angriber, men holder tæt om stortalentet Raul Ruidiaz.

Peruvianske medier har igen berettet, at AGF har købt det 21-årige offensive stortalent Raul Ruidiaz fra klubben Universitario og at kontrakten med den danske Superliga-klub løber i to år.

Sportschef Brian Steen Nielsen lægger ikke skjul på, at han for anden gang på få måneder har været i Peru for at se på spillere, men han har ikke nogen underskrevet kontrakt med hjem i kufferten.

- Havde jeg det, ville jeg have informeret vores direktør, og det har jeg ikke gjort. De peuvianske medier har før vist, at det ikke altid er sandt, hvad der bliver skrevet, siger Brian Steen Nielsen.

- Jeg har været i Sydamerika og blandt andet i Peru. Jeg har fulgt op på nogle af de kontakter, vi har skabt derovre. Det handler om at skabe og øge netværket, så jeg har talt med mange agenter, managers, familier og spillere. Det har været en god tur, og jeg har set nogle dygtige spillere, men derfra og så til, at noget bliver konkret, er der et godt stykke vej, lyder det fra sportschefen.

Om Raul Ruidiaz har været en af de spillere, som Brian Steen Nielsen har set nærmere på, holder han for sig selv.

- Jeg sætter ingen navne på, men jeg har tidligere sagt, at Raul er en dygtig spiller, og det mener jeg stadigvæk, at han er, siger Brian Steen Nielsen.

Sportschefen udelukker da heller ikke at der i nærmeste fremtid skal arrangeres endnu en tur til Sydamerika - enten i december eller januar.

Og spillerne, der kigges på, er af den offensive slags.

- Det er ikke lige der, man henter en solid back. Det er ingen hemmelighed, at vi er havnet i en situation, hvor det handler om at få forstærket offensiven efter Peters (Graulund, red) skade, så det giver sig selv, hvad det er for spillere, jeg kigger på.

- Jeg har også denne gang set mange dygtige spillere, men forholdene derovre er meget anderledes end herhjemme Derfor arrangerer vi nok en tur derover igen i nærmeste fremtid, siger Brian Steen Nielsen.


Seneste nyt på tipsbladet.dk

 

Afstemning

Hvordan ender Danmark-Brasilien?: