Video : Tipsbladet
Superliga

AGF-talent: Jeg kunne næsten ikke spille, fordi jeg fik så meget gåsehud

Støtten fra 17.000 AGF-tilhængere rørte Jens Stage dybt i gårsdagens kamp mod Viborg FF. Aarhus-drengen havde mest bare lyst til at fejre overlevelsen med fansene.

I Aarhus har de ikke megen kærlighed for deres fodboldstadion, men når det er fyldt med 17.462 tilskuere, som det var i går, danner det alligevel en flot ramme. Det syntes ikke mindst Jens Stage, der som lokal er kommet på stadion, længe før han selv begyndte at spille der.

Den 20-årige midtbanespiller-omskolet-til-back har været et uventet element i den markant forbedrede defensiv, som har været en væsentlig del af AGF's redning i Superligaen. Igen mod Viborg FF spillede han alle 90 minutter.

I de sidste fem-ti af dem kunne han dog dårligt nok koncentrere sig om spillet på banen.

- Da de der 17.000 tilskuere gik mere og mere amok, kunne jeg næsten ikke fokusere på at spille fodbold, fordi jeg fik så meget gåsehud. Jeg ville bare ud til fansene og fejre det, siger han til Politiken.

Forude venter en sommer med formentlig en del transfers ind og ud i AGF, og Stage skal forsøge at beholde sin plads på holdet. Det er han klar til at gøre sit for.

- Jeg har taget en lidt atypisk vej ind i fodbolden. Og det kan godt være, at min basispakke ikke er fantastisk, fordi jeg ikke er vokset op i en elitekultur i en superligaklub, men jeg har viljen, jeg yder mit bedste hver gang og så længe jeg spiller her... Ja, så har jeg også hjertet med mig. Jeg vil bløde for logoet, siger han.

Jens Stage spillede 20 kampe for AGF i denne sæson. De sidste otte startede han på banen.