
I næste uge rejser AGF's Superliga-hold til Tyrkiet, hvor vinterens træningslejr venter som forberedelse til forårssæsonens 15 Superliga-kampe.
Men træner Peter Sørensen kommer efter al sandsynlighed til at se bort fra to af efterårets største profiler - nemlig Søren Larsen og Søren Berg.
Søren Larsen døjer med et overanstrengt baglår, men på samme tid har hans gravide kæreste termin midt i træningslejren.
- Som udgangspunkt bliver Søren Larsen hjemme i Aarhus. Søren Berg kommer af private årsager kun ned til os i en kortere periode, men sådan at han kan spille med i den første af vores to træningskampe, siger træner Peter Sørensen til JP Århus.
- Vi vil gerne have, at spillerne er lidenskabeligt engageret i deres job, og det er de. Men private forhold kan være væsentligere end fodbold, og det er tilfældet her. Det kan vi godt håndtere, akkurat som man gør det på alle andre arbejdspladser.
I det hele taget kniber det med at finde friske offensive kræfter for AGF-træneren, der torsdag sender sit hold træningskamp mod FC Hjørring.
Ud over Søren Larsens problemer og Peter Graulunds langtidsskade, døjer nyindkøbet Morten Moldskred også med en skade, som det er tilfældet med islandske Aron Johansson og den unge georgier Davit Skhirtladze.
Ingen af skaderne er dog af en alvorlig karakter, der får rynkerne frem hos træneren, der til gengæld atter kan benytte Atle Roar Håland og Martin Jørgensen, der begge er tilbage efter at have døjet med småskavanker.