Superliga

AGF-træner så ingen mirakler

AGF-træneren var fortrøstningsfuld i pausen, men ikke overrasket over, at hans hold drager hjem med et nederlag.

AGF's plan i Parken var som så ofte før - og med god grund. For i tre af de seneste fire kampe i København har AGF hentet point mod FC København.

Men i aftenens kamp lykkedes den påpasselige stil ikke, og i stedet var det FCK, der lykkedes ved med god boldomgang at spille aarhusianerne trætte. Det på trods af, at AGF-træneren så tendenser fra tidligere opgør de to hold imellem.

- Det mindede om de andre gange, vi har været herovre, hvor de har bolden mest, men hvor de har problemer med at åbne os. Så får vi nogle kontramuligheder, men der savner vi lidt skarphed, sagde Peter Sørensen efter kampen.

AGF-træneren havde ellers en god fornemmelse i pausen, hvor gæsterne havde et resultat med sig. Det ændrede sig dog hurtigt med Cesar Santins flotte mål, og så accepterede Sørensen nederlaget i hovedstaden.

-  Jeg er aldrig så helvedes begejstret efter et nederlag, det må jeg tilstå. Men i Parken er det ikke et mirakel, at FCK slår os. Det må vi leve med. I 2. halvleg demonstrerede FCK forskellen mellem dem og os, det må vi komme over, sagde Sørensen.

Han og AGF skal i næste weekend forsøge at fordoble antallet af sejre i denne sæson, når FC Nordsjællands danske mestre besøger Aarhus.