Superliga

AGFer om Rommedahl: Kan sagtens fløjtes

Anders Kure mener, at dommer Henning Jensen korrekt dømte frispark, da Dennis Rommedahl scorede mod AGF. Han glæder sig over sejren over Brøndby.

AGF fik søndag aften sin første sejr i den nye sæson, da Aarhus-klubben vandt 3-1 over Brøndby på hjemmebane.

En af de omdiskuterede situationer i kampen var Dennis Rommedahls annulerede scoring ved stillignen 1-0 til AGF. Med målet kunne Brøndby have udlignet, men dommer Henning Jensen dømte frispark til Anders Kure for en situation umiddelbart inden målet.

Dennis Rommedahl har siden udtalt flere gange, at han ikke mente, at der var frispark i situationen,hvor han stødte sammen med AGF's Anders Kure, men situationens anden hovedperson er af en anden opfattelse.

- Der kom en bold i dybden, og så løb han i ryggen af mig. Jeg fik et puf i ryggen, så jeg kom ud af balance. Dommeren fløjtede, og den kan sagtens fløjtes, selvom jeg ikke blev tromlet ned. Det var en rigtig kendelse, siger Anders Kure til tipsbladet.dk.

Læs også: Rommedahl fastholder: En fair duel

Mens Dennis Rommedahl mener, at der var tale om 'skulder mod skulder', mener Anders Kure altså noget andet.

- Det var skulder mod ryg. Nogen gange bliver der dømt frispark i sådan en situation, andre gange gør der ikke. Det gjorde der i går, siger Anders Kure.

Sejren over Brøndby kom i hus efter en sæsonstart, hvor AGF kun hentede et point i de første tre kampe og tilmed røg ud af Europa League, så humøret er højt i Aarhus dagen efter den forløsende sejr.

- Der er selvfølgelig godt humør i truppen i dag. Vi trængte til en sejr, så vi kunne komme i gang med sæsonen. Vi ville gerne have haft den før, men vi fik den i går, så der var højt humør til træning i dag, siger AGF-forsvareren.

Han påpeger dog, at der ikke har været dårlig stemning i AGF-lejren trods den ujævne sæsonstart.

- Internt har vi set det mere nuanceret end folk udefra. Vi har både haft gode og dårlige kampe, men vi har ikke været tilfredse med at være uden sejr. Den fik vi så i går, selvom vi ikke spillede fantastisk eller havde den store spillemæssige fremgang.

- Men vi var rigtig effektive og godt organiseret, så det var en dejlig sejr at få. De tre point luner godt, så nu skal vi bygge videre på det og se fremad, siger Anders Kure.

AGF's næste kamp er på søndag mod FC København i Parken.