
Da AGF lørdag vandt 1-0 over FC Nordsjælland blev det ud over tre vigtige point i tabellen også til den fjerde liga-sejr på stribe, hvilket er en tangering af klubrekorden.
AGF ligger inden aftenens kamp mellem AaB og Lyngby nummer to i Superligaen og har i øjeblikket hele 14 point til nedrykningsstregen, mens der er 10 op til FC København og førstepladsen.
- Det er selvfølgelig dejligt at være med til at vinde fire kampe i træk, og det er også noget vi nyder, men det er stadig vigtigt, at vi bevarer benene på jorden, for vi ved, hvor hurtigt tingene kan ændre sig i fodbold, siger AGF's Jerry Lucena til tipsbladet.dk
AGF's enlige scoring af Peter Graulund lørdag kom efter en situation, hvor bolden rammer angriberen på armen, inden han trækker forbi FCN-keeper Jesper Hansen og sender bolden i mål. Målet blev godkendt, hvilket har været symptomatisk for den gode stime AGF netop nu er inde i.
I flere af de seneste sejre har AGF haft marginalerne på deres side omkring afgørende dommerkendelser. I de seneste sejre har både FC Midtjylland og HB Køge haft situationer, hvor bolden har set ud som om, den har krydset AGF's målstreg men i begge tilfælde har heldet været med AGF i forhold til dommerkendelsen.
- Det er rigtigt, at vi i flere situationer har haft marginalerne på vores side, men man plejer at sige, det går lige op, når sæsonen er overstået. I kampen mod FC Nordsjælland fik vi også annulleret et mål af Atle Roar Håland, så i den kamp, går det lige op, siger Jerry Lucena, der også har en mere reel forklaring på, hvorfor tingene går i den rigtige retning for AGF i øjeblikket.
- Vi har haft masser af fokus på den forsvarsmæssige del af spillet. Vi giver ikke mange chancer væk til modstanderen og er dygtige til at lukke ned. Samtidig har vi en stærk offensiv, som er dygtige til at skabe masser af chancer, siger han.
Den næste test for det formstærke AGF-hold bliver søndag, hvor FC København venter i Parken til et reelt topopgør.