Agger glæder sig til comeback på Brøndby Stadion
Illustration
Superliga

Agger glæder sig til comeback på Brøndby Stadion

Daniel Agger glæder sig over, at træningskampen mellem Liverpool og Brøndby nu endelig bliver til noget. Han fortæller, at han har glædet sig i otte-et-halvt år.

Liverpool besøger Brøndby Stadion den 16. juli og ærer dermed endelig en rigtig gammel aftale med vestegnsklubben. Da de købte Daniel Agger i 2006, var det en del af aftalen, at de skulle lægge vejen forbi Brøndby Stadion, og det er så det, de gør nu.

Daniel Agger spiller som bekendt stadig i Liverpool, og han glæder sig enormt meget over, at det endelig er lykkedes klubberne at finde en dato for kampen.

- Det er en kamp, jeg har glædet mig til i otte og et halvt år, ja siden jeg skrev kontrakt med Liverpool første gang. Det bliver et meget glædeligt gensyn for mig. Brøndby Stadion er et sted, jeg kun har glade minder fra, og jeg glæder mig utrolig meget til gensynet med Danmarks bedste fans, siger Daniel Agger til Brøndbys hjemmeside.

Når Daniel Agger besøger Brøndby Stadion, besøger han også to af dem, han var holdkammerater med dengang, han spillede i Brøndby. Thomas Kahlenberg vendte sidste sommer hjem til Brøndby, der i går også offentliggjorde, at de har sikret sig en aftale med Johan Elmander.