Agger: Vi skal udnytte SønderjyskEs fejl
Superliga

Agger: Vi skal udnytte SønderjyskEs fejl

Nicolaj Agger mener, Silkeborg skal være kyniske og udnytte SønderjyskEs fejl, hvis Silkeborg skal hente en sejr med fra opgøret.

Når Silkeborg lørdag krydser klinger med SønderjyskE i Superligaen, så skal Silkeborg hive de samme værktøjer op af værkstøjskassen, som de havde fremme, da de tilbage i marts måned vandt 4-1 over sønderjyderne. 
 
Det fastslår Nicolaj Agger, som mener, Silkeborg skal være kyniske og udnytte de fejl, som SønderjyskE begår. 
 
- Hvis vi kigger på den kamp, vi spillede mod dem sidst (4-1 sejr til SIF i Haderslev den 14. marts - red.), så var vi dygtige til at få bragt dem ud af balance og hurtige til at straffe dem for de fejl, de lavede. SønderjyskE er et hold, der spiller sikkert og er velorganiseret, derfor skal vi igen være effektive til at udnytte de fejl, der opstår, siger Nicolaj Agger til Silkeborg IF's officielle hjemmeside. 
 
Nicolaj Agger ser sig selv få en betydelig opgave, når det kommer til at fremprovokere fejl. 
 
- De tager ikke ret mange chancer i deres opspil, så det bliver min opgave at presse dem til det, når de har bolden i bagkæden. Ofte vil de spille den direkte op, og det skal jeg gøre svært for dem. På den måde bliver det nemmere for vores forsvar at løse sin opgave. Hvis vi udfordrer deres bagkæde og erobrer bolden, handler det dernæst om at være hurtig. Det var det, der lykkedes så godt sidst vi mødte dem, siger angriberen.