Superliga

AGK igen på hugst i Brøndby

Jesper 'Kasi' Nielsens AG København har endnu engang snuppet en medarbejder i Brøndby.

AG København har igen hentet arbejdskraft i Brøndby IF.

Tipsbladet erfarer, at det denne gang drejer sig om Brøndbys marketingskoordinator Jacob Thiesen, der netop har sagt op i fodboldklubben for i det nye år at skifte over på AG Københavns hold.

Dermed har AG København inden for de seneste måneder hentet tre medarbejdere fra Brøndby.

1. november skiftede således kommunikationschef Steen Laursen og marketing- og eventchef Jordi Roig fra Brøndby til ledende stillinger i AG København.

Hos AG København ønsker man ikke at kommentere på nyheden omkring den seneste medarbejder hentet i Brøndby.

Jesper Nielsen har store planer for AG København, der indtil videre indbefatter den i ligaen suveræne håndboldklub men i fremtiden formentlig også kommer til at danne ramme om en fodboldklub.

Jordi Roig stod tidligere i spidsen for Brøndbys marketings-afdeling, og med opsigelsen fra Jacob Thiesen vil Brøndby få endnu større udfordringer på den front, da afdelingen indtil nye ansættelser kun vil bestå af en koordinator og en billet- og sæsonkortansvarlig.

AGK har i forvejen flere tidligere Brøndby-folk i ledelsen ved direktør Søren Colding og bestyrelsesmedlem Hermann Haraldsson.