Superliga

Ajax-dansker: Vil videre i Champions League

Ajax har fået en skrækkelig lodtrækning, men Nicolai Boilesen melder om tro på avancement i Amsterdam.

Tirsdag begynder fodboldens fornemste klubturnering i verden, når Champions League-gruppespillet bliver fløjtet i gang klokken 20.45 dansk tid.

Et af de mange hold, der bliver interessante at følge er Ajax, der blandt andet har seks danskere på kontrakt og er havnet i dynamitpuljen med Real Madrid, Manchester City og Borussia Dortmund som selskab.

Tirsdag møder man Dortmund på udebane, og selvom danske Nicolai Boilesen stadig genoptræner efter en skade, ser han frem til at turneringen kommer i gang.

- Vi ser helt vildt frem til at komme i gang. Vi møder tre stærke hold fra de tre største ligaer i verden. Det bliver fedt, og alle glæder sig. Vi tager bare en dag ad gangen og er først begyndt at lade op siden i søndags. Drengene er taget af sted til Tyskland i dag, og jeg er sikker på, at de glæder sig til at komme i gang, siger Nicolai Boilesen til tipsbladet.dk.

Han har noteret sig, at det bliver svært for Ajax at samle mange point i den svære pulje.

- Det bliver en kæmpe opgave, og der kommer mange kampe på højt niveau. Vi har ikke nogen målsætning, men vi må tage en kamp ad gangen. Vi har en tro på, at vi kan komme videre, for ellers kunne vi lige så godt lade være med at stille op. Vi tror på os selv og har ikke tabt i den hjemlige liga i 19 kampe i træk, siger Nicolai Boilesen.

Ajax er en af de helt store traditionsklubber i Europæisk sammenhæng, idet klubben har vundet Mesterholdenes Europa Cup tre gange og Champions League en gang. Det kan man godt mærke på træningsanlægget De Toekomst.

- Vi kender selvfølgelig historien, og der er stolte traditioner i Ajax. Men det er mange år siden, Ajax virkelig var en storklub i Europa, men det er det, vi håber at bygge os op til at være igen. Vi må forsøge at gøre det så godt som muligt, nu har vi været i Champions League to år i træk, og vi kunne ikke være tættere på at gå videre i sidste sæson. Vi håber på det bedste og vil forsøge at komme så langt som muligt, selvom vi er et ungt hold, siger Ajax-danskeren.

Tirsdag venter altså første kamp i Champions League-gruppespillet, hvor Dortmund er modstanderen på det store stadion, der engang gik under navnet Westfalenstadion. Nicolai Boilesen forventer en tæt kamp.

- Begge hold vil gå efter sejren. På forhånd er det Real Madrid og Manchester City, der er favoritter til at gå videre, og det gør jo kun kampen i morgen endnu vigtigere, da man kan få nogle point der. Der ligger også en tredjeplads, der absolut ikke er ligegyldig. Dortmund har et et stærkt hold og et fantastisk hjemmepublikum, lyder det fra Nicolai Boilesen.