Albrechtsen: Vi tager bronzemedaljerne
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Albrechtsen: Vi tager bronzemedaljerne

Forsvarsspiller Martin Albrechtsen fra Brøndby føler sig sikker på, at Brøndby slutter i top tre.

Målsætningen i Brøndby IF hedder top tre, og den målsætning er Thomas Frank og klubben nu på kurs mod at indfri. Brøndby havde et svingende efterår, hvor især udebanen ikke kastede mange point af sig, men i foråret er BIF efter en sløj start kommet godt fra land, og klubben er nu oppe som nummer tre i tabellen.

Den position har forsvarsspiller Martin Albrechtsen stor tro på, at BIF fastholder, når sæsonen om ni kampe er forbi. Klubben har lige nu et point ned til Randers, tre til FC Nordsjælland og fire til Hobro.

- Jeg tror på, at vi tager bronzemedaljerne. Vi ligger nummer tre nu, så vi kan selv afgøre det. Så jo, det ser godt ud. Især i forhold til, hvordan det så ud tidligere på sæsonen, siger 35-årige Martin Albrechtsen til metroxpress og uddyber:

- Jeg er ikke overrasket over, at vi er nået deropad, men jeg er nok overrasket over, at for eksempel Randers er gået helt i stå. Jeg er overrasket over, at det er gået så let for os, siger han.

Albrechtsen har selv bidraget en hel del til, at Brøndby er kommet op i gear og tilbage på sporet i forhold til målsætningen. Klubben har stabiliseret forsvaret og fået godt med point på det seneste. Også på udebane, hvor Brøndby har vundet de to seneste opgør.