Video : Tipsbladet
Superliga

Alt om AC Horsens: En sommer med overarbejde for Bo Henriksen

Tipsbladet.dk ser frem mod sæsonstarten i Superligaen med fokus på hvert enkelt hold. Denne gang AC Horsens.

Tipsbladet.dk ser frem mod sæsonstarten i Superligaen med fokus på hvert enkelt hold.

Denne gang AC Horsens.

Transfers:
Ind: Nicolai Dohn (egne rækker), Alexander Ludwig (HB Køge), Jonas Thorsen (Viborg FF), Daisuke Sato (CSM Politehnica Iași)

Ud: Jonas Gemmer (FC Midtjylland, lejeaftale udløber), Elfar Freyr Helgason (Breidablik, lejeaftale udløber), Nicklas Dannevang (Fremad Amager), Frederik Møller (AGF), Martin Albrechtsen (kontraktudløb), Conor O'Brien (kontraktudløb), Mikkel Jespersen (kontraktudløb), Kim Aabech (Hvidovre), Steve Clark (kontraktudløb)

Træningskampe:
SønderjyskE - AC Horsens 3-0
Randers FC - AC Horsens 5-0
AC Horsens - Brabrand IF

Bud på idealopstilling (4-4-2): Bobjerg  – Nymann, Sanneh, Ludwig, Sato – Kryger, Thorsen, Nielsen, Hansson – Bjerregaard, Finnbogason

Placering i seneste sæson: Nummer 13

Status:
Det ligner en travl sommer for manager Bo Henriksen, for listen over afgange er væsentligt længere end den over tilgange. Den eneste af dem med kontraktudløb, som stadig er i spil til en ny aftale, er Mikkel Jespersen. Derfor kommer Henriksen og resten af den sportslige ledelse til at hente noget, der ligner en håndfuld spillere foruden de to, der allerede er hentet. To målmænd virker selvskrevne, ligesom tre mistede spillere i det centrale forsvar ikke erstattes med én (Alexander Ludwig). Derudover mangler angrebet bredde, efter Kim Aabech noget overraskende er endt i Hvidovre IF.

Styrker:
Den centrale akse på holdet ser egentlig fornuftig ud med Sanneh i forsvaret, anfører Mathias Nielsen og Jonas Thorsen på midten og topscorer Finnbogason helt fremme. Der er dog spørgsmålstegn ved Sanneh og Finnbogasons makkere. Sannehs makker kender vi endnu ikke, og André Bjerregaard scorer simpelthen for lidt. Til gengæld ser kanterne også gode ud, hvis Peter Nymann fortsætter den form, han sluttede sæsonen i, mens Hallur Hansson kan bringe noget af de uventede, som holdet har brug for.

Svagheder:
Et potentielt problem er uvisheden, som hersker omkring truppen. Nogle positioner mangler simpelthen folk, og eftersom Horsens næppe er øverst i fødekæden, kan vi nå langt hen i transfervinduet, før alle pladser besættes. Det er både målmandsposten, forsvaret og angrebet, der antalsmæssigt er i underskud.

Han bliver vigtig:
I sidste sæson scorede AC Horsens 39 mål i 36 kampe, og dermed var holdet et af de mindst scorende i Superligaen. På sådan et hold er det vigtigt at have en mand, der er god for et vist antal mål, og det viste Kjartan Finnbogason sig at være. 14 kasser i 40 kampe i alle turneringer er godkendt for et bundhold, og især mod slutningen var han vigtig med to mål mod Esbjerg og ét mod Vendsyssel FF i de afgørende playoffkampe.

Hold øje med:
AC Horsens er et hold bestående mestendels af etablerede, velvoksne spillere, men i slutningen af sidste sæson fik unge Mads Bech Sørensen et par kampe fra start for førsteholdet. Han spillede i alt syv Superliga-kampe i sæsonen, og han var blot 16 år gammel, da han fik debut i maj 2016. Den 18-årige stopper har desuden spillet en del for U18- og U19-landsholdene det seneste år, og han ligner fremtidens mand for Horsens.

Spørgsmålstegnet:
Hvem skal stå på mål? I efteråret var Nicklas Dannevang førstmålmand, og i foråret var det Steve Clark. Begge har forladt klubben ved kontraktudløb, og indtil nu har Horsens ikke hentet en erstatning for nogen af dem. Med kun 19-årige Marcus Bobjerg i truppen skal klubben vel have to nye seniormålmænd ind.

Bud på placering i grundspillet:
10-14

Sæsonpremiere:
AGF – AC Horsens, fredag den 14. juli klokken 18.00

Statistik fra sæsonen 2016/2017: