Alt om Lyngby: Hvor langt rækker det for 1-0-kongerne?
Foto: Allan Hogholm/Getty Images
Superliga

Alt om Lyngby: Hvor langt rækker det for 1-0-kongerne?

Tipsbladet.dk ser frem mod forårsstarten i Superligaen med fokus på hvert enkelt hold. Denne gang Lyngby BK.

Tipsbladet.dk ser frem mod forårsstarten i Superligaen med fokus på hvert enkelt hold.

Denne gang Lyngby Boldklub:

Vintertransfers:
Ind: David Boysen (fri transfer)

Ud: Jesper Blicher (kontraktudløb), Frederik Gytkjær (Haugesund), Philip Rasmussen (Oklahoma), Mads Gabel (Fremad Amager), Mads Nordam (Fremad Amager)

Træningskampe:
Lyngby BK - HIK 5-2
Lyngby BK - HB Køge 0-1
Lyngby BK - Silkeborg IF 0-1

Bud på idealopstilling: (4-2-3-1): Hansen - Munksgaard, Tauber, Sørensen, Lumb - Ørnskov, Christjansen - Fosgaard, Rygaard, Boysen - Kjær.

Placering før foråret: Nummer fem med 31 point.

Status:
Lyngby er nok det tætteste, man kommer på status quo i forhold til efteråret. Udskiftningen i truppen i løbet af januars transfervindue har været minimal, så David Nielsen har for alvor haft mulighed for at arbejde med sin trup hen over vinteren. Eneste tilføjelse er David Boysen, der er vendt hjem til de kongeblå efter et ophold i Holland. Lyngby gjorde det meste rigtigt i efteråret, og ud fra devisen "never change a winning team" er oprykkerne klar til at angribe foråret.

Styrker:
Oprykkernes styrker er en fin kombination af en stærk defensiv og effektivt angrebsspil. Lyngby er populært sagt gode i felterne, hvor kampene afgøres, og det eksemplificeres af holdets bagerste mand og holdets forreste mand. Jesper Hansen har været en af Superligaens bedste keepere i denne sæson - hvis ikke den allerbedste - og Jeppe Kjær har med otte scoringer bragt sig op i den sjove ende af topscorerlisten.

Svagheder:
Man savner af og til noget mere offensiv pondus fra Lyngby. Med 20 mål i 21 kampe er Lyngby det hold, der har scoret næstfærrest mål, og dermed hviler der i hver eneste kamp et stort pres på forsvaret for ikke at lukke mål ind. Jeppe Kjær har scoret godt 1/3 af Lyngbys mål i Superligaen, så klubben savner også, at lidt flere byder ind i forhold til målscoringen. 

Lad være med at gøre det igen:
De Kongeblå sluttede efteråret af med en række blodfattige præstationer på hjemmebane. Lyngby vandt ikke en eneste af de fire sidste kampe på eget græs og indkasserede tre nederlag. Den stime skal hurtigt vendes i foråret.

Han bliver vigtig:
Målene i Lyngby skal komme fra Jeppe Kjær, så han bliver en uhyre vigtig spiller i foråret. Bliver han ramt af en måltørke, er det svært at få øje på, hvem der skal sparke bolden det sidste stykke ind over stregen. David Boysen har tidligere scoret mål på samlebånd for Lyngby, men går han ind og leverer fra dag ét?

Hold øje med:
Når David Nielsen har kaldt Jens Odgaard "det næste toptalent i Danmark" er det ikke for sjov, men han spillede ikke nogen stor rolle på Lyngby-mandskabet i efteråret. Alligevel er det afgjort værd at holde øje med den 17-årige angriber, der har været på banen i seks kampe.

Spørgsmålstegnet:
Var Lyngbys gyldne efterår blot en enlig svale, eller har oprykkerne reelt niveau til at spille med om bronzemedaljerne og europæisk fodbold i denne sæson? Svaret kommer først for alvor, når det spidser til i foråret, og det skal blive spændende at se, om David Nielsens mandskab kan stå distancen.

Vidste du, at..:
David Boysen tidligere i karrieren har spillet 29-Superliga kampe for Lyngby med blot et enkelt mål til følge? Det scorede han til gengæld i sin blot anden optræden for klubben.

Bud på placering:
5-7

Forårspremiere: 
FC Nordsjælland - Lyngby BK, fredag den 17. februar klokken 18.00

Statistik: