Amartey har fået en god start i FCK
Illustration
Superliga

Amartey har fået en god start i FCK

Daniel Amartey føler, at han er kommet rigtig godt fra land i FC København.

Både FC København og Brøndby jagtede Daniel Amartey, da denne stadig tørnede ud for svenske Djurgården, og det blev FC København, der endte med at trække det længste strå i budkampen mod rivalerne fra Vestegnen.

Derfor var det iført en FCK-trøje, at stortalentet Amartey i lørdags kunne Superliga-debutere, og ghaneseren fastslår, at han er glad for at være hos de danske vicemestre.

- Alle har taget rigtig godt imod mig. Og vores samarbejde bliver bedre og bedre for hver dag, vi træner og spiller sammen. Jeg har selvfølgelig en masse at lære endnu og kan udvikle mig rigtig meget, men jeg er rigtig glad for at være her, siger Daniel Amartey til FC Københavns hjemmeside og tilføjer:

- Det har helt sikkert været godt for min opstart, at jeg havde flere kampe i benene, da jeg ankom til klubben. Min fysiske form er god, så jeg har udelukkende skulle fokusere på at lære spillestil, løbemønstre og taktik at kende.

Daniel Amartey spiller sin første hjemmekamp for FC København i morgen, når løverne får besøg af FC Nordsjælland.