Amerikansk kæmpe til Superligaen
Foto: Gorm Olesen / Polfoto
Superliga

Amerikansk kæmpe til Superligaen

Babajide Ogunbiyi fra Vendsyssel FF har retning mod Superligaen, erkender sportschef Jacob Krüger.

Superligaen kan snart blive beriget en amerikansk fysisk jernmand. Babajide Ogunbiyi skrev i december under på en et-årig kontrakt med daværende FC Hjørring, der siden har skiftet navn til Vendsyssel FF. Med sine 193 centimeter og en jernfysik har Babajide Ogunbiyi domineret forsvarsspillet i klubben, der erkender, at de formentlig har set det sidste til den den amerikanske jernmand, som blandt andet Viborg FF har et godt øje til. 

-Det er 100 procent sikkert, at Babajide forlader os senest til jul. Nu afhænger det af de bud, der kommer, hvorvidt vi skal sælge ham nu. Indtil videre har de bud slet ikke været høje nok, siger sportschef Jacob Krüger fra Vendsyssel FF til Nordjyske.

Sportschefen kalder Babajide Ogunbiyi for den suverænt bedste forsvarsspiller i 1. division og er helt afklaret med, at spilleren formentlig bliver solgt. 

-Men Babajide er også for god til at rende og spille 1. division. Han skal op i Superligaen, men der skal altså forholdsvist mange penge til, før vi slipper ham. Vi skal vurdere det op imod, hvor mange point det kommer til at koste os, siger Jacob Krüger.

Babajide Ogunbiyi var tilbage i 2010 til prøvetræning i OB, uden at det blev til kontrakt. Dengang var det Viborg FF, der endte med at skrive kontrakt med Babajide Ogunbiyi. Et forhold, der dog gav knuder, da Babajide Ogunbiyi efter en skade tog til USA for at blive opereret uden tilladelse fra Viborg FF, der tilbageholdt spillerens løn. 

Siden blev sagen løst, og Babajide Ogunbiyi spillede sin kontrakt med Viborg FF til ende i sommeren 2012, hvor han egentlig havde en kontrakt med New York Redbulls, der dog annullerede aftalen på grund af hjerteproblemer hos forsvarsspilleren, og siden gik turen altså igen til 1. division, der dog nu ser ud til at blive afløst af en Superliga-kontrakt.