Video : Tipsbladet
Superliga

Anders K. Jacobsen: AGF er pressede

OB-profilen forventer en hård kamp mod et presset AGF-mandskab.

OB-angriberen, Anders K. Jacobsen, forbereder sig på et AGF-mandskab, som vil komme med alt, hvad de har, når de to hold mødes i morgen.

- Det er jo ikke nogen hemmelighed, at AGF er et lidt presset hold og vi forbereder os på, at de kommer med en masse energi og noget hårdhed. Deres tilskuere vil formentlig også give dem en masse opbakning. Så det er vigtigt, at vi er klar til at stå imod den hårdhed, som de kommer med. Og så skal vi bruge hovedet og gøre de rigtige ting, når vi har bolden, siger AK til klubbens hjemmeside.

I sidste runde mødte OB et AaB-mandskab, som ligesom AGF, ikke er kommet helt godt fra land. Det resulterede i en chancefattig kamp, men AK forventer ikke, at AGF'erne spiller på samme måde.

- Jeg tror ikke, at AGF har tænkt sig at pakke sig helt. De vil gerne have bolden i luften og lægge et højt pres, så de på den ene eller den anden måde kommer frem over banen. Det tror jeg faktisk er fuldstændigt uundgåeligt, men det kan omvendt give os noget plads den anden vej, hvis vi kan modstå deres fysik og være roligere på bolden end dem.

Selvom Anders K. Jacobsen har scoret tre mål i fire kampe, så fokuserer han ikke på topscorerlisten, og insisterer i stedet på at tage en kamp af gangen.

- Jeg har ikke nogen egentlig målsætning for min egen sæson, lige nu er min målsætning at vinde mod AGF og personligt håber jeg selvfølgelig på at score, men vi må se hvor langt vi kommer, men indtil nu er det mest fornuftige at se én kamp frem, og så må vi se hvordan det udvikler sig i løbet af sæsonen.

Kampen sparkes i gang i morgen kl. 18.00.