Andreas Cornelius var med sine to mål i den grad med til at sænke Brøndby i pokalfinalen, hvor FC København til sidst kunne trække sig ud som vinder og dermed krone et hattrick i turneringen.
Den store angriber gjorde det til 1-0 og slog sejren fast med sin scoring til 3-1 i slutminutterne.
- Det er to gode mål. Stephan (Andersen, red) slår en dyb bold, og jeg vinder løbeduellen med en Brøndby-forsvarer. Jeg går på kroppen af ham, får mig kæmpet fri og laver en rigtigt god afslutning i det lange hjørne.
- Det andet mål er en rigtig god detalje, hvor jeg tager trækket uden om målmanden og sparker den ind fra en spids vinkel.
- Så man kan vel sige, at det første mål kom efter en fysisk præstation, mens det andet var mere teknisk. Det kunne nærmest ikke være en bedre måde at slutte sæsonen af på, siger Andreas Cornelius til tipsbladet.dk
Andreas Cornelius skifter efter sæsonen til den italienske Serie A-klub Atalanta, og glæder sig over måden afskeden med FC København har flasket sig på.
- Det kunne ikke være skrevet bedre. Jeg er med til at vinde the double to år i træk og scorer to mål i pokalfinalen - det kunne ikke være bedre.
Selv om sejren lød på 3-1 havde Brøndby fin ære af kamppen og specielt efter det udlignende mål til 1-1 var FCK-holdet presset tilbage i banen.
Men selv om Brøndby efter deres udligning til 1-1 havde en periode, hvor FCK-holdet blev presset tilbage, var der ingen rysten på hånden.
- De gør, hvad de kan for at gøre det svært for os. Vi går ikke i panik over, at de lægger et godt pres og har bolden meget - vi er vant til det i forhold til de mange kampe, vi har spillet mod gode modstandere i gennem sæsonen. Det handler om ikke at gå i panik og så få styr på kampen igen. Det gjorde vi, og det har vi gjort gennem hele sæsonen, siger Andreas Cornelius, der runder sæsonen af sammen med resten af FC København-holdet på søndag, hvor SønderjyskE gæster Telia Parken og hvor guldmedaljerne for det danske mesterskab skal overrækkes.