Andreasen: Vi må rejse os

Foto: Scanpix
OB-spilleren erkender, at fynboerne ikke var gode nok i torsdagens pokalnederlag til Fredericia.

Torsdag blev det til et farvel til pokalturneringen for et OB-mandskab, der godt nok har været svingende i deres præstationer denne sæson. Fynboerne floppede i gårsdagens 1-0-nederlag og spillerne erkendte efter kampen, at præstationen var langtfra god nok.

- Vi er vanvittigt skuffede over vores præstation. Egentlig har vi alt spillet, men Fredericia forsvarer sig godt hele kampen, og de spiller vel over evne. Men det er bare slet ikke godt nok af os, og nu skal vi have snakket det her igennem. Det er meget alvorligt, fastslår Hans Henrik Andreasen efter kampen i et interview med sporten.dk

Opgaven nu for Henrik Clausens hold er at rejse sig på ny efter en skidt uge, hvor også AC Horsens besejrede sidste sæsons Superliga-sølvvindere.

- Mentalt er vi måske ramt. Trænerne prøvede at sætte os op og fortælle, at det var et hold, som altså kunne spille fodbold og var farlige, hvis vi ikke var klar. Det var vi så ikke alligevel. Det skal bearbejdes, for vi er nødt til at rejse os hurtigt og vise, vi er mandfolk.

Seneste nyt på tipsbladet.dk