Angriber færdig i FC Nordsjælland
Superliga

Angriber færdig i FC Nordsjælland

Kristian Lindberg får ikke forlænget sin kontrakt med FC Nordsjælland.

Kristian Lindberg har foruden et kort lejeophold i Lyngby tilbragt hele sin karriere i FC Nordsjælland, men det helt store gennembrud er det aldrig blevet til for den 21-årige angriber, og det kommer heller ikke i Farum-klubben.

Om en måned udløber Kristian Lindbergs kontrakt med FC Nordsjælland, og den bliver ikke forlænget. Det betyder, at angriberen, der har repræsenteret fem forskellige U-landshold, skal på klubjagt i sommerferien.

- Jeg må se hen over ferien, hvad der skal ske, og hvor jeg ender henne. Jeg skal videre, og jeg skal et sted hen, hvor jeg kan få noget spilletid. Det er det, det handler om for mig, men hvor henne det bliver, ved jeg ikke, siger Kristian Lindberg til Kanalsport.

Han var udlejet til Lyngby i efterårssæsonen, men han regner ikke med, at fremtiden er i den næstbedste danske række.

- Jeg tror ikke, det bliver 1. division. Men hvis det er det, der skal til for at få noget spilletid og komme lidt i gang igen, så er det sådan, siger han og understreger, at han føler, han har niveau til Superliga.

Kristian Lindberg har spillet 38 kampe for FC Nordsjælland og scoret tre mål.