Superliga

Angriber: Jeg har forhørt mig om AGF

Haugesunds stjerneangriber Nikola Djurdjic er i norske medier kædet sammen med AGF og åbner for et skifte til Danmark.

Da Haugesund mandag tog mod Viking i Tippeligaen var det med AGF-sportschef Brian Steen Nielsen på tilskuerpladserne. Sportschefens tilstedeværelse blev spottet af et lokalt medie, og så kørte historien om, at AGF er ude efter Haugesunds serbiske stjerneskud Nikola Djurdjic, der i sidste sæson nettede 12 gange og i denne sæson har scoret tre mål.

Brian Steen Nielsen har overfor tipsbladet.dk slået fast, at han blot var i Norge for at scoute bredt og se på mulige emner, men at Nikola Djurdjic er urealistisk for AGF at hente, da angriberen har kontrakt med Haugesund til udgangen af 2012.

I Norge blev AGF-chefens tilstedeværelse fremlagt for Nikola Djurdjic, der erkendte, at han tidligere havde hørt om en dansk klubs interesse. Men det viser sig slet ikke at være AGF, der har været ude efter serberen. I følge Tipsbladets oplysninger var det Randers FC, der i vinterens transfervindue havde kig på angriberen.

Tipsbladet.dk har også fanget angriberen, der finder et skifte til Danmark interessant - hvis klubben er den rigtige.

- Jeg har hørt fra journalister, at AGF-chefen var til stede til kampen i mandags for måske at se på mig. Jeg spiller på hold med danske Jacob Sørensen og har forhørt mig lidt om AGF hos ham, siger Nikola Djurdjic til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: AGF-chef spottet på spillerjagt i Norge

- Jeg har det sådan, at når jeg skal skifte klub, skal det være et skridt frem i min karriere. Jeg har hørt, at den danske liga er stærkere end den norske, så det vil være dumt af mig at sige, at det ikke kunne være interessant for mig at skifte til en dansk klub.

- Der er altid ting, der skal passe sammen, men jeg holde døren åben for de fleste ting, siger angriberen, der trods sine fine måltal ikke ser sig selv som en decideret frontangriber.

- Jeg spiller som en af de to angribere i Haugesund i en 4-4-2-opstilling, men jeg er typen, der godt kan lide at falde lidt tilbage i bane og søge spillet i rummet mellem forsvaret og midtbanen, så jeg er ikke den klassiske angriber, der ligger helt i front og scorer mange mål i feltet, siger Nikola Djurdjic, der indtil videre dog holder fuld fokus på at præstere i Haugesund.

Også selv om døren til Danmark står på klem.