Anthony Jung: Jeg kommer til at give alt for Brøndby
Superliga

Anthony Jung: Jeg kommer til at give alt for Brøndby

Brøndbys nye venstre back forventer at komme til at falde hurtigt til under Alexander Zorniger.

Brøndby IF har netop præsenteret tyske Anthony Jung som klubbens seneste forstærkning. Jung kommer til på en lejeaftale fra den tyske Bundesliga-klub RB Leipzig for resten af sæsonen, og han lægger ikke skjul på, at han ser meget frem til at trække i Brøndby-trøjen. 

- Jeg er meget begejstret ved tanken om at skulle spille i Brøndby IF og vise, hvad jeg kan. Jeg kender træneren, og jeg kender spillestilen og træningsmetoderne, så jeg kommer ikke til at bruge lang tid på at vænne mig til spillet, siger Anthony Jung til Brøndbys hjemmeside og slår fast, at han er kommet for at gøre en forskel. 

- Fansene kan forvente, at jeg vil give alt, jeg har, for klubben og holdet. Jeg håber, at vi kan få en rigtig succesfuld sæson, og at jeg kan hjælpe til med at gøre den mindeværdig.

Anthony Jung får nummer 3 i Brøndby IF og kommer nu til at tage kampen op med Svenn Crone og Gregor Sikosek om en plads i startopstillingen som venstre back. 

Den 25-årige tysker er klar til at trække i træningstøjet fra lørdag, hvilket betyder, at han ikke kommer til at indgå i truppen mod FC Nordsjælland - en kamp, der spilles søndag eftermiddag.