Ariel Nunez ser ud til at blive i Brøndby
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Ariel Nunez ser ud til at blive i Brøndby

Brøndbys sportsdirektør Troels Bech regner ikke med et salg af Ariel Nunez onsdag.

Man skal efterhånden have to hænder i brug for at tælle antallet af angribere i Brøndbys trup. Hele syv af slagsen beløber det sig til - Teemu Pukki, Kamil Wilczek, Marcos Urena, Gustaf Nilsson, Jan Kliment, Daniel Stückler og Ariel Nunez. Det er mange og muligvis også for mange.

For sidstnævnte har pilen hele sommeren peget mod et exit på den københavnske Vestegn, og nu er der efterhånden kun få timer tilbage til at få det til at ske. Manden, der kan trykke på knappen, Brøndbys sportsdirektør Troels Bech, er imidlertid ikke særlig optimistisk i forhold til en afskibning af den paraguayanske angriber, der i sidste sæson var udlejet til Olimpia.

 - Det ser ikke sådan ud. Han har været i en venteposition, og den vil være anderledes på den anden side af midnat. Vi holder øje med, hvad der kan ske, siger Troels Bech til tipsbladet.dk.

Ariel Nunez har kontrakt med Brøndby frem til udgangen af 2017. Han fik spilletid for Brøndbys reserver i opgøret mod FC Københavns ditto tidligere på ugen, men han har slet ikke været i spil til nogle Superliga-kampe i denne sæson.