Superliga

Aron-bud fra England, Tyskland og Spanien

Aron Johannsson havde også muligheder i større europæiske ligaer, men han valgte Holland for spilletid og udvikling.

AGF solgte i dag Aron Johannsson til AZ i Holland. Superligaens topscorer med 14 mål er altså fortid i Aarhus og skal nu forsøge at bombe sig til tops på topscorerlisten i Æresdivisionen, og selv om islændingen også havde muligheder for at komme til en endnu større liga, var han aldrig i tvivl om sin beslutning.

- Holland er stedet for mig at udvikle mig og blive bedre. Jeg kunne være kommet til England, Spanien eller Tyskland, for der var interesse, men i Holland er de gode til at arbejde med unge spillere og hjælpe dem med at komme ind på holdet. Jeg tror, det kommer til at gavne mig, som det har gavnet så mange andre før i tiden.

- Der er bare mere tålmodighed og tid til at spille unge spillere ind på holdene, og jeg er sikker på, at AZ er det helt rigtige for mig. Da klubberne først var enige om prisen, var det let for mig også at blive enig med AZ. Jeg er en meget lykkelig mand i dag, siger Aron Johannsson til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: AGF: Håbede at holde på Aron

I stedet kan en klub i én af de store ligaer være næste step for 20-årige Johannsson, der har skrevet en tre-et-halvt år lang aftale med AZ.

- Ja, det kan sagtens være et springbræt til noget større. Men nu er jeg lige kommet hertil og vil ikke spekulere i, hvad der sker om tre år eller mere. Jeg er jo også stadig skadet efter min operation i december, og nu mødes jeg med AZ's fysioterapeut i morgen, og så lægger vi en plan. Der er stadig et par uger til, at jeg kan spille. Det handler om at komme tilbage i form, og derefter er det så op til mig at bevise, at jeg skal på holdet, siger Johannsson.

Aron Johannsson kommer i AZ blandt andre til at kæmpe med Jozy Altidore, Roy Beerens og landsmanden Johann Berg Gudmundsson om en plads i klubbens angreb.

LÆS OGSÅ: Officielt: AGF sælger Aron Johannsson