Superliga

Aron Johannsson på USAs landshold?

Superligaens topscorer Aron Johannsson har dobbelt statsborgerskab og kan spille landsholdsfodbold for USA.

Aron Johannsson er på alles læber, efter han har scoret seks mål i AGFs seneste to Superliga-kampe. Johannsson er topscorer i ligaen og er nu rejst til hjemlandet Island, hvor han støder til U/21-landsholdet, der møder Belgien den 10. september.

Superligaens topscorer er nemlig ikke fundet god nok til A-landsholdet, og det kan få konsekvenser for Aron Johannssons landsholdsfremtid. Han har nemlig dobbelt statsborgerskab og kan spille på det amerikanske landshold, hvis han og landstræner Jürgen Klinsmann ønsker det. Johannsson er nemlig født i USA og boede i staterne i sine første leveår.

- Mine forældre er begge islændinge, men jeg er født i USA og boede der, til jeg var tre år gammel. Jeg har selvfølgelig altid vidst, at jeg har haft begge pas og kunne spille for USA i stedet for Island, men det er ikke noget, der har fyldt så meget. Jeg tog tilbage til USA, da jeg var 17 og boede der i et år, så den baggrund betyder da noget for mig, men mit mål er at slå mig igennem til det islandske landshold. Det har altid været mit mål, siger Aron Johannsson til tipsbladet.dk.

Til USAs VM-kvalifikationskampe mod Jamaica den 7. og 11. september har Klinsmann udtaget Clint Dempsey, Jozy Altidore, Hercules Gomez og Terrence Boyd, hvoraf sidstnævnte er tysk-amerikaner, har dobbelt statsborgerskab og er jævnaldrende med Aron Johannsson. Først efter skiftet fra Borussia Dortmunds andethold til Rapid Wien er han brudt igennem.

Hans eksempel ønsker AGF-bomberen dog ikke at følge, selv om han aldrig har talt med Islands landstræner Lars Lagerbäck eller andre omkring A-landsholdet.

- Nej, jeg har ikke snakket med dem, og nu koncentrerer jeg mig fuldt ud om kampen med U/21-landsholdet mod Belgien. Kan jeg gøre det godt her og fortsætte med at score mål for AGF, tror jeg på, at jeg nok skal få chancen. Denne her gang har han 22 spillere, og da Sigurdarsson meldte afbud i går, udtog han Gunnar Heidar Thorvaldsson, og jeg tror ikke, han udtager flere, selv om han skulle få flere afbud. Jeg koncentrerer mig som sagt om kampen for U/21-landsholdet, som jeg håber, vi kan vinde, siger Johannsson.

Det islandske U/21-landshold kan ikke længere nå at kvalificere sig til EM-slutrunden næste sommer. De har tre point for syv kampe og mangler kun den ene mod Belgien.