Robert Arzumnyan skal væk fra Randers efter degraderingen til U-truppen. Og selv om kontrakten med Randers løber frem til udgangen af 2012, vil kronjyderne formentlig ikke kræve det helt store for den armenske midterforsvarer. I sidste uge dukkede ukrainske Metalurg Donetsk så op på rygtebørsen som en mulig køber af Arzumanyan.
- Jeg kender ikke til interesse fra Donetsk. Jeg ved, at der er klubber, der er interesserede i mig, men indtil videre har min agent ikke fortalt mig, hvem de er, fordi interessen ikke har været konkret. Lige nu venter jeg bare på, at sæsonen skal slutte, så vi kan begynde at arbejde mere med det, siger Robert Arzumanyan til tipsbladet.dk.
Tidligere har Arzumanyans agent Leonid Istrati fortalt til tipsbladet.dk, at han havde en russisk klub på hånden, der var klar til at slå klørene i Arzumanyan til vinter. Og armeneren kunne sagtens se sig selv i netop Rusland eller Ukraine.
- Jeg vil gerne til en klub i Rusland eller Ukraine, for de har en god liga og nogle rigtig gode klubber. Men der er også andre lande, der har gode ligaer, og jeg er åben for det meste. Nu vil jeg bare væk og starte forfra et andet sted, siger Arzumanyan.