På trods af en fortid som gammel angriber, er AaBs Thomas Augustinussen ikke just kendt som nogen målsluger. Den centrale midtbanespiller har blot scoret 34 gange i 251 Superliga-kampe for nordjyderne, og derfor er det bemærkelsesværdig, at han ud af det blå nu har scoret i to kampe i træk.
- Det er ved at være mange år siden, jeg sidst har gjort det. Jeg tror det er ti år siden. Så når man hedder Thomas Augustinussen og har scoret i to kampe i træk, er man selvfølgelig overrasket, siger den 30-årige AaBer til tipsbladet.dk.
Thomas Augustinussen spiller sin 12. sæson i AaB, men i de 11 foregående er det maksimalt blevet til fem sæsonscoringer fra den tidligere frontløber, der i 2004 blev omskolet til den nuværende position som central midtbanespiller. Men halvvejs igennem denne sæson har Augu, som AaBeren kaldes, allerede scoret tre gange. Det giver håb om en ny personlig rekord.
- Nu går jeg efter rekorden. Jeg har altid ligget på 3-4-5 sæsonmål, men nu er jeg blevet ældre og mere kold foran mål, bedyrer midtbanespilleren.
Rutinen og koldblodigheden er imidlertid ikke de eneste grunde til, at 2011/2012 kan blive sæsonen, hvor Augustinussen for føste gang når over de fem Superliga-scoringer.
- Jeg har fået en lidt mere offensiv rolle på holdet. Tidligere var det meget forskelligt hvem af de to centrale midtbannespillere, der tog de offensive løb, men nu er det i 90 procent af tilfældene mig der gør det. Kent (Nielsen, red.) må mene, at jeg er mere målfarlig end Rasmus Würtz (Augustinussens makker på AaBs centrale midtbane, red.), slutter Thomas Augustinussen med et grin.
Thomas Augustinussen scorede sit første sæsonmål mod OB den 13. august, nummer to kom mod AC Horsens den 5. november, mens det tredje røg i nettet i gårsdagens udesejr over FC Midtjylland. AaB har i øvrigt vundet alle de kampe, hvor Augustinussen har scoret.