Augustinussen om sidste hjemmekamp: Kommer nok til at vræle lidt
Superliga

Augustinussen om sidste hjemmekamp: Kommer nok til at vræle lidt

Thomas Augustinussen udtaler, at det bliver trist at skulle spille sidste hjemmekamp nogensinde for AaB, inden AaB-symbolet lægger støvlerne på hylden.

AaB er en stolt klub, der gennem tiden har haft mange spillere, som er vendt hjem til Nordjyllland fra udlandet for at spille deres sidste sæsoner i det nordjyske. En af de spillere er Thomas Augustinussen. 

Den 35-årige midtbanespiller bliver ikke begejstret ved tanken over, at han i aften medvirker i sin sidste hjemmekamp nogensinde for AaB. Det sker, når FCM kommer på besøg i aften klokken 20:00 på Nordjyske Arena. 

- Det bliver da selvfølgelig specielt, og jeg har lidt svært ved at forstå, at det allerede er nu, for jeg synes, det hele er gået meget hurtigt. Jeg kan huske, da jeg lige var blevet rykket op i truppen, der var der nogle af de ældre spillere, der sagde til mig, at jeg skulle huske at nyde det, for tiden går ekstremt hurtigt. Men det har jo været en stor oplevelse hele vejen igennem. Nu har det været undervejs i noget tid, og jeg har vidst, at tidspunktet ville komme i en syv-otte uger nu. Men på den anden side, når man først står derinde, og der forhåbentlig er mange tilskuere, så kan jeg nok ikke udelukke, at jeg kommer til at stå og vræle lidt, siger Augustinussen til Nordjyske.

Augustinussen har spillet i alt 236 kampe for AaB, hvilket har resulteret i 18 mål.