Auri: Brøndby-erfaringer bliver vigtige
Illustration
Superliga

Auri: Brøndby-erfaringer bliver vigtige

Auri Skarbalius reddede Brøndby fra nedrykning på sidste spilledag i sidste sæson, og de erfaringer bliver vigtige i hans nye job i Viborg, der er en del af den meget tætte bundsump i Superligaen.

Brøndby klarede frisag på sidste spilledag i sidste sæson med Auri Skarbalius ved trænerroret. Nu står litaueren på broen i Viborg FF, der er en del af Superligaens bundsump, som Brøndby var det i sidste sæson.

Erfaringerne fra vestegnen bliver vigtige for Auri Skarbalius i foråret, for han gør sig ingen forestillinger om, at Viborg tidligt spiller sig fri af nedrykning.

- Det er vigtigt for mig, at jeg står med de erfaringer fra Brøndby. Jeg ved, hvad det er for nogle mekanismer, der spiller ind. Jeg ved, at jeg kan holde hovedet koldt i de situationer, hvor det spidser til. Jo længere du er i faget, jo mere erfaren bliver du. Brøndby-tiden er en god ballast for mig. Det ved jeg, jeg kan bruge, for jeg ved, hvad der sker med spillerne, når de taber to kampe i træk. Jeg ved, hvad der sker i spillernes hoveder.

- Det bliver en bundstrid for os. Sådan er det. Vi må se på, hvordan vi kan gøre det bedre end andre. Vi er et bundhold, og vi skal agere ud fra det. Jeg gider ikke komme ind på, hvem der er vores konkurrenter i bunden, men forhåbentlig bliver det så mange som muligt, siger Auri Skarbalius til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Auri: Kan godt være, jeg bruger Ove

Den 30. marts skal Viborg og Auri Skarbalius op imod den nye træners tidligere arbejdsgiver Brøndby. Skarbalius har dog ingen hævnmotiver i posen efter fyringen i sommer. Han understreger, at han er lige så meget Brøndby-mand, som han tidligere har været.

- Mit forhold til Brøndby er, som det hele tiden har været. Jeg har spillet rigtig mange år i klubben og været træner der. Det betyder meget for mig, men jeg er selvfølgelig professionel i forhold til det, og det siger sig selv, at jeg som Viborg-træner går ud for at slå Brøndby og få de tre point, men det er ikke sådan, at jeg vil slå dem mere, end jeg vil slå de andre.

Viborg åbner forårssæsonen hjemme mod Randers den 23. februar.