
Spillet var ikke imponerende, da Brøndby her til eftermiddag slog Næstved 2-1 i en træningskamp. Sejren var imidlertid Brøndbys tredje i træk, og vil ifølge cheftræner Auri Skarbalius bygge videre på den selvtillid, som holdet er ved at bygge op med de gode resultater.
- Jeg synes, vi starter lidt sløvt i første halvleg. Det er muligt, at vi er lidt trætte efter hård træning i de sidste par uger. Vi får spillet os op og får lidt mere fart i boldomgangen og skaber chancer nok til en større sejr. Jeg savner lidt mere skarphed i de afgørende situationer. Enten i den sidste aflevering eller i afslutningerne, for vi skal score flere mål på det antal chancer, vi skaber idag, siger Auri til Brondby.com og fortsætter:
- Anden halvleg starter godt, og vi får blandt andet udnyttet Simon Makienoks hovedspil, der er meget tæt på at give mål i tre omgange. Generelt mangler vi dog at være mere direkte i vores opspil.
- Overordnet set er jeg ok tilfreds med kampen, da vi vinder igen og har styr på det hele vejen igennem. Det er selvfølgelig irriterende, at vi lukker et unødvendigt mål ind til sidst. Det er ikke godt nok, men vi får en sejr igen, og det giver selvtillid, slutter Auri.
Sejren over Næstved kom ovenpå sejre over Hvidovre og svenske Mjällby.