Auri Skarbalius vender tilbage til Brøndby
Foto: Jens Dresling / Polfoto
Superliga

Auri Skarbalius vender tilbage til Brøndby

Brøndby har ansat Auri Skarbalius som ny U/19-træner.

Brøndby IF har nu ansat den træner, der blev afsat som cheftræner i klubben i sommeren 2013. Auri Skarbalius vender tilbage til klubben som ny U/19-træner. 

Auri Skarbalius har været uden job, siden han stoppede i Viborg før tid tidligere på sommeren. Nu skal han altså stå i spidsen for Brøndby IF's U/19-hold. 

- For det første er Auri en utrolig dygtig og meget erfaren træner på højeste niveau, der har kvalifikationerne i orden. Vi mener derfor, at det er en fantastisk mulighed for vores U19-spillere at blive trænet af én, der har arbejdet med nyslåede seniorspillere - både her i klubben og andre steder. Derudover er han en person, der får én til at tænke kvalitet, autenticitet og passion for Brøndby. Han er i den grad en del af historikken og symboliserer på mange måder kulturen og fællesskabet, der er i Brøndby IF, siger Brøndbys sportsdirektør Troels Bech.
 
Auri Skarbalius var i perioden 2011 til 2013 cheftræner for Brøndbys Superliga-hold, og han ser frem til at vende tilbage til klubben. 
 
- Jeg ser det som en spændende mulighed for at arbejde med talenter fra allerøverste hylde, og jeg glæder mig til at arbejde i Masterclass-miljøet. Jeg har fået et meget positivt indtryk af setuppet, og jeg ser frem til at udfordre mig selv, sparre med de andre og bidrage til linjerne i Masterclass-arbejdet. Og så føles det ligesom at komme hjem, fortæller Auri Skarbalius.
 
Auri Skarbalius tiltræder i Brøndby den 10. august efter at have afsluttet allerede planlagt ferie. De første uger vil A+ træner Henrik Lehm og U19-assistent Frederik Birk varetage U19-holdets træning.
 
Auri Skarbalius afløser Per Frandsen som U/19-træner i Brøndby.