Av! Hobro totalt ydmyget hjemme af Viborg
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Superliga

Av! Hobro totalt ydmyget hjemme af Viborg

Hobro IK kæmper for livet i bunden af Alka Superligaen, og lørdag faldt holdet helt sammen mod Viborg FF, der scorede seks gange ude.

Hobro IK var den helt store Superliga-sensation i sidste sæson. Klubben sikrede sig overlevelse mod alle odds, men nu er hverdagen for alvor tilbage i den jyske klub. Hobro kæmper for livet sidst i rækken, og lørdag gik det helt galt med 0-6 hjemme mod Viborg FF.
 
Værterne startede ellers lovende, og var i indledningen bedst uden at blive farlige for alvor. Rundet 27 minutter startede dog et større sammenbrud for bundholdet. Jeppe Curth bragede til bolden efter et indlæg, og drejede den flot i mål til 0-1. 
 
Det tog helt pusten fra Hobro, der dog så ud til at klare sig til pausen – og dog! Fem minutter før pausefløjt prøvede Akharraz lykken fra distancen, men skuddet blev blokeret. Bolden havnede dog hos en helt umarkeret Jeppe Curth, der sendte gæsterne til pause foran med to. 
 
Anden halvleg blev intet mindre end komplet nedslagtning af Hobro IK. Tre minutter efter pausen droppede forsvaret at dække Jonas Thorsen op, der i feltet kunne heade et indlæg i mål til 0-3. 0-4 blev det fire minutter senere, da Serge Deble efter en flot dribletur fra kanten bragede bolden i netmaskerne. 
 
Resten af kampen skulle blot gå for Hobro, men sekunderne var ubehageligt langsomme. Med en halv time igen testede Serge Deble overliggeren, inden Jonas Kamper let kunne øge til 0-5. Tenniscifre blev det med tyve minutter igen. Deble kom forbi keeper Jesper Rask i høj fart, og øgede til 0-6. 
 
Nede med seks mål i slutfasen gav Viborg FF slip på kampen, og lod Hobro overleve med tenniscifre. Det ændrer dog ikke på en hård eftermiddag for bundeholdt, der har mere end lang vej til en ny sæson i landets bedste selskab.