2017-05-04 09:03
Foto: Jan Christensen / Getty Images

AaB-profilen Joakim Mæhle er tæt på at skifte til KRC Genk, skriver Het Nieuwsblad.

AaB rykkede forud for denne sæson en god håndfuld unge spillere op i førsteholdstruppen, og blandt dem har især Joakim Mæhle fået sit gennembrud. Det er kun ni månder siden, at den 19-årige højre back spillede sin første Superliga-kamp, men han har spillet med stor autoritet i hele sæsonen.

Det er tilsyneladende også blevet bemærket udenfor Danmarks grænser.

Torsdag skriver Het Nieuwsblad, at AaB er tæt på at sælge Joakim Mæhle til KRC Genk. De to klubber skal være i den afsluttende del af forhandlingerne, og hvis det hele falder på plads, er Mæhle klar til at rykke teltpælene til Belgien fra sommer.

Det er kun fem måneder siden, at AaB forlængede kontrakten med Joakim Mæhle frem til 2020, så det har næppe ligget i kortene, at højre backen skulle sælges allerede på nuværende tidspunkt. Det kunne tyde på, at AaB har fået et særdeles godt bud fra Belgien.

KRC Genk har haft en skuffende sæson i Belgien og sluttede på ottendepladsen i grundspillet. Til gengæld nåede klubben hele vejen til kvartfinalen i Europa League, hvor Celta Vigo spændte ben.

Tipsbladet.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Joakim Mæhle, AaB's sportsdirektør Allan Gaarde og spillerens agent, Ivan Marko Benes. 

SENESTE NYT...
OP | NED

SUPERLIGA-VIDEO