Avis: Brøndby køber Tibbling til spotpris
Foto: Bruno Zanardo/Getty Images
Superliga

Avis: Brøndby køber Tibbling til spotpris

Brøndby IF får Simon Tibbling til en langt mindre pris, end FC Groningen oprindeligt havde krævet for midtbanespilleren.

Efter lang tids spekulation blev det i dag endelig officielt, at Simon Tibbling skifter til Brøndby IF fra FC Groningen.

Den lange forhandlingsperiode bunder i, at Brøndby IF ikke var parat til at betale de 11 millioner, som den hollandske klub ville have for at lade svenskeren gå.

I stedet har de to klubber ramt en gylden middelvej, så den danske klub kan nøjes med at afgive 3,75 millioner kroner for Tibbling. Det mener Ekstra Bladet i hvert fald at vide. Avisen skriver også, at forhandlingen blev kompliceret af, at både FC Midtjylland og FC København meldte sig ind i kampen om den svenske U21-landsholdsprofil.

Selvom midtbanespilleren utvivlsomt er en forstærkning, får Tibbling dog hård konkurrence om startpladserne, da Brøndby IF her også råder over Lasse Vigen Christensen, Besar Halimi, Kasper Fisker, Christian Nørgaard og Hany Mukhtar.

Udover Simon Tibbling har Brøndby IF også hentet Lasse Vigen Christensen, Filip Blazek, Benjamin Bellot, Kasper Fisker, Besar Halimi og Anthony Jung i dette transfervindue. Derudover har klubben forlænget lejeaftalen med Jan Kliment.

I sidste måneds U21-EM var Simon Tibbling en af profilerne for Sverige, som røg ud i puljespillet. Tibbling har spillet 32 landskampe for det svenske U21-landshold og har i den forbindelse nettet to gange. I den forgangne sæson spillede Simon Tibbling 26 kampe for FC Groningen i Æresdivisionen, hvor det blev til et enkelt mål.

Blandt Simon Tibblings største meritter i karrieren står en sejr i den hollandske pokalturnering med FC Groningen og et U21-Europamesterskab med Sverige.