Avis: Brøndby vil have Kasper Fisker
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Avis: Brøndby vil have Kasper Fisker

Brøndby IF jagter Randers-profilen Kasper Fisker. Hovedpersonen selv er smigret over interessen.

Brøndby IF sættes flittigt i forbindelse med spillere fra RB Leipzig denne sommer, og de blå-gule har allerede sikret sig målmanden Benjamin Bellot. Brøndby ser dog også i andre retninger end mod det østlige Tyskland i bestræbelserne på at forstærke holdet til den kommende sæson.

Brøndby IF ser eksempelvis mod Kronjylland.

Randers Amtsavis skriver, at Brøndby jagter Kasper Fisker, som i en årrække har været en af de store profiler i Randers FC. Brøndby har sagt farvel til en del midtbanespillere i sommerpausen, og derfor skal der nye til. Det kan blandt andre blive Kasper Fisker.

- Jeg har holdt møde med Michael Gravgaard (sportsdirektør i Randers FC, red.) og ved, at der er noget interesse, og det er jeg selvfølgelig smigret over. Men jeg har det sådan, at det er op til Randers FC at tage stilling til, hvad de måtte få af tilbud, og så forholder jeg mig til det derefter. Jeg er glad for at være i Randers FC og har det godt her, men jeg har også sagt, at hvis muligheden byder sig for at komme til udlandet eller en af de store klubber i Danmark, så vil jeg gerne det, siger Kasper Fisker til avisen.

Michael Gravgaard bekræfter ligeledes over for Randers Amtsavis, at der er interesse for Kasper Fisker, men han fastslår, at der ikke er noget konkret fra Brøndby. Sportsdirektør i Brøndby, Troels Bech, ønsker ikke at bidrage til spekulationerne.

29-årige Kasper Fisker har kontrakt med Randers FC frem til sommeren 2021.