Superliga

Avis: Duncan skifter til FCM

Ekstra Bladet skriver tirsdag aften, at Morten Duncan Rasmussen vender hjem til dansk fodbold og FC Midtjylland.

Morten Duncan Rasmussens skotske mareridt ser ud til snart at være en saga blot. Den hovedstødsstærke angriber har længe drømt om et permanent skifte væk fra Celtic, og nu ser det ud til, at han endelig har fået sin vilje. Duncan vender nemlig hjem til Danmark.

Ifølge Ekstra Bladet skifter angriberen til FC Midtjylland. Morten Duncan Rasmussen har ifølge avisens kilder været til lægetjek i Herning i dag, og inden længe forventes han præsenteret på en fireårig kontrakt i Superliga-klubben.

Morten Duncan Rasmussen har som skrevet længe ønsket at slippe væk fra Celtic, og skotterne har haft det på præcis samme måde med danskeren. Derfor skal FC Midtjylland angiveligt ikke betale så meget som en rød reje for den tidligere landsholdsspiller.

FC Midtjylland var ikke ene om at forsøge at lokke Duncan hjem til Danmark. Angriberens barndomsklub AGF havde også snøren ude efter ham, ligesom OB viste interesse.

Men det ser altså ud til, at det bliver i Herning, at Morten Duncan Rasmussen skal forsøge at finde tilbage til tidligere tiders storhed.