Avis: FCM har afvist AGF's bud på Duncan
Superliga

Avis: FCM har afvist AGF's bud på Duncan

AGF skal have budt 800.000 kroner på Morten 'Duncan' Rasmussen, men FC Midtjylland har i første omgang takket nej, skriver Ekstra Bladet.

AGF har fået afvist sit første bud på Morten 'Duncan' Rasmussen af FC Midtjylland.

Aarhus-klubben arbejder i øjeblikket på at bringe Duncan hjem til AGF, hvor angriberens tidligere FCM-træner Glen Riddersholm nu står i spidsen.

Men AGF's jagt på Duncan skal altså have lidt et tilbageslag, skriver Ekstra Bladet mandag aften.

Ifølge avisen har FCM afvist AGF's bud på 800.000 kroner for Duncan, der har kontraktudløb til sommer.

AGF vil have Duncan nu og ikke først om et halvt år og vil angiveligt tilbyde spilleren en lukrativ aftale frem til sommeren 2019.

Men som det ser ud nu, må AGF altså hæve sit bud, hvis de vil lande Duncan allerede i dette transfervindue.

AGF har også på rygtebasis snøren ude efter den islandske angriber Vidar Örn Kjartansson, der i 2014 blev topscorer i den norske liga med 31 mål i 33 kampe.