Avis: Masango kan ende med karrierestop
Lars Rønbøg / Getty Images
Superliga

Avis: Masango kan ende med karrierestop

Randers Amtsavis skriver, at Mandla Masango kan ende med at stoppe fodboldkarrieren helt. Han er ikke mødt op i Randers.

Det kom tidligere i dag frem, at Mandla Masango ikke er mødt op i Randers, som han ellers skal. Den sydafrikanske midtbanespillers fremtid i klubben ser ikke lys ud efter et halvt år med meget lidt spilletid og konfrontationer i medierne, men nu er der kommet en ny vinkel i sagen.

Randers Amtsavis skriver, at Masango overvejer at stoppe karrieren helt.

Men det er ikke noget, man har hørt om i Randers.

- Masango har en kontrakt, han skal leve op til, og jeg har ikke hørt noget som helst om, at han skulle være på vej til at stoppe karrieren. Men hvis det kommer op som en mulighed, må vi tage den derfra. Jeg vil ikke foregribe begivenhedernes gang ved at begynde at kommentere på det, siger Ole Nielsen, der er sportschef i klubben, til Randers Amtsavis.

I december trænede Mandla Masango med i den sydafrikanske klub SuperSport United. Her var der forlydender om, at klubben ønskede ham på permanent basis, men den interesse skulle være stilnet af.

Hvis Randers Amtsavis’ oplysninger er rigtige, kan det tyde på, at ingen klub fremover kommer til at få Masango på permanent basis, hvis han stopper sin fodboldkarriere.