Avis: N'Doye på blokken i Villarreal

En hel del spanske klubber skulle være ude efter Dame N'Doye, heriblandt Villarreal. Også engelske og italienske klubber er blandt bejlerne.

Dame N'Doye er Superligaens bedste spiller. Det er de fleste iaagtagere af den bedste danske liga enige om, og netop N'Doyes enorme sportslige værdi for FC København fik dem i sommer til at takke nej til et rekordstort millionbud fra saudi-arabiske Al Hilal.

Men spørgsmålet er, hvor længe FCK kan holde på Dame N'Doye. I følge B.T. holder en række spanske klubber øje med den senegalesiske måltyv. Én af dem skulle være Villarreal, der mangler en angriber, fordi Giuseppe Rossi er blevet langtidsskadet. Spanierne er dog ikke ene om at vise interesse, for også italienske og engelske klubber skulle være varme på sidste sæsons Superliga-topscorer.

- Der er helt sikkert en bred interesse for N’Doye fra klubber i flere lande. Men det er også mit indtryk, at FCK ikke vil sælge ham. De satser massivt på mesterskabet i denne sæson, og der har man brug for N’Doye, siger Dame N'Doyes agent Niclas Jensen.

Det danske mesterskab giver i denne sæson direkte adgang til Champions League, og derfor skulle FC København ikke være interesseret i at slippe Dame N'Doye nu for nogen sum, hvilket Niclas Jensen herover da også mere end antyder.

Den 26-årige FCK'er skal i januar og febraur forsøge at hjælpe sit land til at vinde Africa Cup of Nations, hvor Senegal er i gruppe med Libyen, Ækvatorial Guinea og Zambia. Han har scoret ni mål indtil videre i denne Superliga-sæson.

Seneste nyt på tipsbladet.dk