Superliga

Avis: Palermo jagter Claudemir

Palermo ønsker at forstærke midtbanen, og i den forbindelse har italienerne noteret sig FC Københavns Claudemir.

FC Københavns brasilianske midtbanespiller, Claudemir, fik for alvor slået sit navn fast på den europæiske scene i forrige sæson, da han scorede løvernes enlige mål i den sensationelle 1-1-kamp mod FC Barcelona i Parken.

I denne sæson har det dog set knap så godt ud for brasilianeren, der blandt andet har været en del skadet, men det afholder tilsyneladende ikke flere klubber fra at have et godt øje til FC København-profilen. Blandt andre er Simon Kjærs tidligere klub, Palermo, interesserede i at forstærke sig med Claudemir. Det skriver

La Gazzetta dello Sport

tirsdag aften.

Holdet fra Sicilien er angiveligt på udkig efter forstærkninger til midtbanen, og det er i den forbindelse, at Claudemirs navn er dukket op. FCK-spilleren er dog blot et blandt mange emner, hvis man skal tro den italienske avis.

Claudemir kom til FC København fra hollandske Vitesse Arnhem før sidste sæson. Han skrev ved den lejlighed under på en kontrakt frem til sommeren 2015.