Video : Tipsbladet
Superliga

Avis: Sønderjyske-back på vej til Æresdivisionen

Sønderjyskes Nicholas Marfelt ligner efterhånden en spiller, der skal til Sparta Rotterdam. Kun lægetjekket mangler eftersigende.

Sønderjyskes forsvarsspiller Nicholas Marfelt er angiveligt godt på vej til at tage et nyt skridt i karrieren, da Sparta Rotterdam og hans nuværende klub ser ud til at være tæt på at komme til enighed om et skifte.

Det skriver Ekstra Bladet.

Marfelt kom til Sønderjyske i januar, men han har haft svært ved at komme på holdet på den foretrukne plads som venstre back siden sønderjyderne hentede Simon Poulsen til klubben. Det tager Marfelt konsekvensen af og søger mod den hollandske liga.

Her drejer det sig eftersigende om en lejeaftale med Sparta resten af sæsonen, hvor der formodentlig er indlagt en købsoption i aftalen, så Rotterdam-klubben kan købe den danske back, hvis han kan overbevise dem om hans evner på banen.

Det eneste, der mangler, skulle nu kun være det obligatoriske lægetjek, og så kan Marfelt se frem til modstandere som Ajax, Feyenoord og PSV Eindhoven i denne sæson.

Inden Sønderjyske spillede Nicholas Marfelt i Helsingør, der på det tidspunkt spillede i 1. division - og nu ligner det altså Æresdivisionen for ham.