Video : Tipsbladet
Superliga

Avis: Stor profil spøger i FC Midtjylland

FC Midtjylland har et godt øje til angriberen Abderrazak Hamdallah, der tidligere har været i FC Københavns søgelys.

FC København kæmpede for to år siden en brag kamp for at lokke angriberen Abderrazak Hamdallah til klubben, men trods lange forhandlinger med norske Aalesund lykkedes det aldrig. I stedet hentede FCK Andreas Cornelius hjem fra Cardiff, og Hamdallah skiftede senere til Guangzhou R&F i Kina.

Nu spøger hans navn imidlertid atter i dansk fodbold.

BT skriver, at FC Midtjylland har et godt øje til Abderrazak Hamdallah, der siden juli sidste år har tørnet ud for El Jaish i Qatar. Marokkanerens kontrakt udløber til sommer, og FC Midtjylland skal være interesseret i at tilknytte ham på en fri transfer.

Største udfordring for FC Midtjylland er Abderrazak Hamdallahs løn. Den 26-årige angriber tjener omkring 30 millioner kroner om året i Qatar, og det vil FCM af gode grunde aldrig kunne matche. Derfor skal marokkaneren være villig til at sluge en massiv lønnedgang, hvis han skal have en fremtid i dansk fodbold.

Abderrazak Hamdallah er en notorisk målscorer. I Norge blev han Tippeliga-topscorer for Aalesund, og i Kina blev det til 25 mål i 32 kampe, mens han står noteret for 21 mål i 23 kampe for El Jaish. Det vil på papiret ligne lidt af et scoop, hvis det lykkes FC Midtjylland at hente ham til den jyske Hede.