
Med Femis ankomst til Brøndby blev der lukket et hul på den centrale midtbane, hvor svenske Mikael Nilsson længe har optrådt, på trods af, at han selv ser sig selv som en naturlig højre back.
Mikael Nilsson var tilbage på sin favoritposition i udekampen mod AGF i august, men desværre for svenskeren endte kampen med et direkte rødt kort med hele tre dages karantæne til følge, da han skubbede til dommer Anders Hermansen.
- Jeg ser mig selv som højre back. For det er der, jeg har spillet i størstedelen af min karriere - i hvert fald efter jeg forlod Sverige, så det var dejligt at spille højre back igen mod AGF, sagde Mikael Nilsson til tipsbladet.dk for nyligt.
I de tre kampe, hvor Nilsson har været i karantæne er højre back blevet spillet af Anders Randrup, men nu da Nilsson igen er fri af karantæne er der pludselig direkte kamp om pladsen mellem de to frem mod lørdagens storkamp mod FC København på Brøndby Stadion.
- Jeg satser på, at pladsen er min. Jeg ser ingen grund til, at jeg ikke spiller. Jeg føler, at det er gået godt og regner med, at jeg skal blive ved med at spille i de kommende kampe, siger Anders Randrup til tipsbladet.dk.
Dermed er det op til træner Henrik Jensen at pege den stærkeste spiller ud til lørdagens kamp mod de indtil videre ubesejrede danske mestre. Løsningen kan dog ligge i, at Femi til FCK-kampen må sidde ude med karantæne efter for mange gule kort. Det kan meget vel betyde, at Mikael Nilsson atter må finde sig i at blive placeret på den centrale midtbane, hvilket vil give Anders Randrup endnu en kamp på pladsen som højre back.