Bajram Fetai fik et lille lyspunkt i en ellers hård periode, da han scorede i Lyngbys 1-2-nederlag mod FC Midtjylland i weekenden. Angriberen er ikke fast mand i startopstillingen hos Niels Frederiksens tropper, men han kæmper for at blive det.
Lige nu er der imidlertid andre ting at tænke på.
- Jeg fik et hårdt vrid i knæet mod FC Midtjylland, så jeg er blevet scannet, og så må vi se, hvad der sker. Det ser heldigvis ikke så slemt ud, så nu arbejder jeg på at blive klar, og så må vi se, om jeg starter inde. Træneren har valgt anderledes indtil nu, men jeg må bare arbejde hårdt, siger Bajram Fetai til tipsbladet.dk.
Ude af rytme
Bajram Fetai har haft en ujævn sæsonoptakt, og derfor føler han sig endnu ikke hundrede procent skarp.
- Jeg føler ikke helt, at jeg er, hvor jeg skal være rent formmæssigt. Jeg havde en lidt mærkelig opstart, hvor jeg skulle til prøvetræning i Dresden. Det kom lidt pludseligt, og jeg har kun spillet en halv træningskamp for Lyngby inden sæsonstart. Så jeg er lidt ude af rytme, og det irriterer mig selvfølgelig.
- Jeg mangler de sidste fem-ti procent for at være der, så jeg skal arbejde for at komme tilbage og bidrage med de ting jeg kan, aggresivitet og power, siger Bajram Fetai.
Rutinerede skal træde i karakter
Lyngby har ikke fået den bedste start på sæsonen og klubben ligger lige nu under nedrykningsstregen med tre point efter fire kampe.
- Som hold ved vi, at vi kan spille bedre, og der var heldigvis fremgang mod FC Midtjylland. Vi er ikke helt skarpe oppe foran, og det skyldes flere ting. AC (Anders Christiansen, red.) og Kim Aabech har været lidt skadede, så det er kun Emil Larsen, der har vist vejen. Men en mand er ikke nok, så nu må vi rutinerede spillere til at komme i gang, fastslår Bajram Fetai.
Lyngby møder i næste runde Horsens på hjemmebane.