Bakspejlet: Fuser-fest i Søhøjlandet og så I med, Atalanta?
Både FC København og Brøndby IF vandt søndag, og dermed kan de to klubber sikre sig henholdsvis guld og sølv i Superligaen allerede i den kommende runde.
Men inden vi kigger frem, skal vi kigge tilbage på weekendens interessante emner i Superligaen.
Blandt andet fik angriber Andreas Cornelius vist sig frem fra sin bedste side, da han scorede to gange i FC Københavns sejr på 3-1 hjemme over FC Midtjylland. God timing med tanke på, at den 24-årige angriber angiveligt er tæt på et skifte til italienske Atalanta.
Og så var der lagt op til fest i Silkeborg fredag aften, hvor klubben fejrede sin 100 års fødselsdag og med en sejr kunne sikre sig endnu en sæson i Superligaen, men Johnny Mølby og Viborg smed malurt i bægeret.