Bechmann afventer træner-afklaring i SønderjyskE
Superliga

Bechmann afventer træner-afklaring i SønderjyskE

Tommy Bechmann ser positivt på en forlængelse med SønderjyskE, men han afventer, hvem der ender som klubbens nye træner.

Med Lars Søndergaards skifte til AaB fra næste sæson er SønderjyskE på jagt efter en ny cheftræner. 
 
Men det er ikke den eneste uafklarede situation i klubben. Flere profiler som Daniel Jensen og Tommy Bechmann står nemlig med kontraktudløb til sommer.

Angriberen er positiv i forhold til at forlænge med klubben, men han afventer, hvem der ender som den nye cheftræner, som sportschef Hans Jørgen Haysen regner med at kunne præsentere i løbet af ugen.

 
- Jeg har snakket med Haysen, men det er ved at være noget tid siden, så vi skal nok til at drøfte det igen. Nu skal klubben også finde en ny træner, og det skal de nok have på plads først.
 
- Det betyder da lidt. Det skal nok ikke være én, der forventer, at jeg træner ti ud af ti gange, selvom jeg i denne sæson faktisk har trænet mere, end jeg plejer, siger Tommy Bechmann, der er ved at komme tilbage efter en skade, til jv.dk.
 
Ifølge avisen er Johnny Mølby ikke lige så varmt et navn som tidligere. I stedet er OB-træner Ove Pedersen og Skives Jakob Michelsen blandt de mulige emner.