Bedst og værst: Brændte chancer og et stærkt venstreben i Herning
Foto: Getty Images
Superliga

Bedst og værst: Brændte chancer og et stærkt venstreben i Herning

Tipsbladet.dk zoomer ind på bronzekampen mellem FC Midtjylland og Lyngby.

FC Midtjylland - Lyngby 0-3 (0-2)
0-1 Bror Blume (34')
0-2 Mikkel Rygaard (45+1')
0-3 Jeppe Kjær (76')

Kampens bedste spiller: 

FC Midtjylland: 
Der var så sandeligt ikke mange om buddet i en kollektivt elendig præstation fra FC Midtjylland-mandskabet, men højrebacken Rasmus Nissen løber med titlen i en kamp, hvor han var meget livlig. Den offensive back kom med frem flere gange, men dårlige afslutninger fra de offensive Midtjylland-profiler kostede dyrt.  

Lyngby: 
Modsat i ovenstående kåring er der her flere om titlen. Manden bag 1-0-målet, Bror Blume, var glimrende, men det var manden, der lagde op til målet, Mikkel Rygaard, så sandeligt også. Rygaard, der har et af Danmarks bedste venstreben, scorede også et flot mål til 2-0 efter en solotur gennem Midtjyllands defensiv. 

Kampens værste spiller: 
Her er også flere om titlen. Johan Dahlin så ikke for godt ud ved hverken første eller andet Lyngby-målet, Paul Onuachu - meget ukarakteristisk for hans forår - brændte et utal af chancer, Jonas Borring var ikke skarp i de afgørende situationer, mens Rasmus Nicolaisen ved både 2-0 såvel som 3-0-målet sejlede og havde positioneret sig forkert. Det bliver sidstnævnte, der får den tvivlsomme ære. Jeppe Kjær fortjener dog også lige en kommentar i forbindelse med denne titel efter hans torskedumme røde kort. 

Kampens detalje: 
Der har i denne sæson af Superligaen været stor snak om manglende tilskuerfremmøde til Superliga-kampene, men søndagens bronzekamp på MCH Arena bød på hele 10.499 fremmødte.