Bedst og værst: Brøndby blæst omkuld
Foto: Anthon Unger/Polfoto
Superliga

Bedst og værst: Brøndby blæst omkuld

Tipsbladet.dk zoomer ind på opgøret mellem Brøndby IF og AaB.

Tipsbladet.dk på Brøndby Stadion

Brøndby IF - AaB 0-2 (0-2)

0-1 Thomas Enevoldsen (25)

0-2 Lukas Spalvis (39)

Kampens bedste:

Brøndby IF:
Der var ikke mange Brøndby-spillere, der ramte niveauet denne søndag, og Rodolph Austin kan også spille bedre, men som en af de få med en gul trøje på havde han ild i øjnene og lignede en spiller, der ville blæse AaB'erne omkuld i blæsevejret. Midtbanespilleren havde flere fine fremstød rent offensivt og leverede generelt en godkendt præstation. Desværre for Brøndby fik han raget et gult kort til sig i anden halvleg, hvorfor han afsoner karantæne mod FC Nordsjælland i 2015's sidste fodboldkamp.

AaB:
Thomas Enevoldsen boltrer sig som en fisk i vandet sammen med Lukas Spalvis i AaB's angreb, og mod Brøndby diskede den tidligere landsholdsspiller igen op med en god præstation. Han var en konstant trussel for Brøndbys forsvar og kronede det med scoringen til 1-0. Også store plusser i bogen til Gilli Rolantsson, der blev kastet for løverne i minutterne op til kampen, da Kasper Pedersen blev skadet.

Kampens værste:
Magnus Eriksson ligner generelt ikke en forstærkning af Brøndby-mandskabet, men helt sikkert er det, at han i hvert fald ikke kan forstærke de blå-gule som kantspiler. Han blev spist af Gilli Rolantsson og havde ikke held med mange af sine aktioner. Han flytter bolden udmærket, men har ikke hurtighed til at sætte sin direkte modstander. Der kan heller ikke siges meget pænt om Christian Nørgaard denne søndag.

Kampens detalje:
Ikke meget lykkedes for Brøndby, men efter 21 minutter fik Riza Durmisi alligevel hjemmepublikummet op at ringe, da han lavede en flot tunnel på Frederik Børsting og kom til baglinjen, hvorfra han slog et indlæg. Desværre for Brøndby førte det ikke til noget.