Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: Cyprioten vågnede

Tipsbladet.dk har zoomet ind på lørdagens opgør imellem Randers FC og FC København.

Randers FC - FC København 0-3 (0-1)

0-1 Pieros Sotiriou (8.)
0-2 Andrija Pavlovic (61.)
0-3 Pieros Sotiriou (90.)

Kampens bedste:

FC København:
Konstant målfarlige blev de forsvarende mestre ikke, men alligevel viste Pieros Sotiriou stor koldblodighed ved målet til både 0-1 og 0-3. Hjørnesparket landte perfekt i hovedet på den 24-årige angriber, som afsluttede uden chance for de måbende Randers-spillere. I overtiden sikrede han sejren med en skarp afslutning. Sammen med Pavlovic viste begge angribere farlighed på ganske få chancer - og det er netop, hvad FC København har brug for i øjeblikket.

Randers FC:

Blot 20-årige Mikkel Kallesøe var uheldig med ikke at blive noteret for en assist hos Randers FC. Rent offensivt sendte han flere fine afleveringer afsted til angrebsduoen foran sig. Midtbanespilleren udstrålede for alvor overskud, da han vippede bolden smart til Marvin Pourié. Defensivt lukkede han effektivt ned for Kasper Kusk i to omgange i første halvleg, før han lod sig udskifte efter 72 minutter.  Hjemmeholdet savner dog stadig en stor nøgleprofil.

Kampens værste:

På trods af FC Københavns talrige forsvarsfejl var det alligevel Randers FC, der led under kampens begivenheder. Nikola Djurdjic havde problemer i foråret med blot ét enkelt mål i ti kampe, og samme uskarphed var til stede, når angriberen bevægede sig tæt på FCK-feltet. Værst blev det, da han alene foran Robin Olsen affyrede en flad triller, som gæsternes mål let kunne afvise. Pourié formåede ligeledes heller ikke at udnytte de mange foræringer. Et lille lyspunkt opstod, eftersom Djurdjic med sit held vippede bolden med hælen til Allansson - det førte dog igen ikke til mål. 

Kampens detalje:
Tidligere på sommerens transfervindue skiftede Mathias Zanka Jørgensen til Huddersfield. Netop dette skifte kunne mærkes på de gentagende boldtab, der herskede både hos Michael Lüftner men i særdeleshed hos Erik Johansson. Usikkerheden hos gæsternes forsvar er så markant en detalje hos et mandskab, som stadig ikke for alvor har fundet sit fodfæste i starten af efterårssæsonen. Randers burde have straffet gæsterne.