Bedst og værst: FC København - Randers FC
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Bedst og værst: FC København - Randers FC

Tipsbladet.dk zoomer ind på topkampen i Telia Parken mellem FC København og Randers FC.

Tipsbladet.dk i Telia Parken

FC København - Randers FC 1-1 (0-0)
1-0 Nicolai Jørgensen (48)
1-1 Djiby Fall (78)

Kampens bedste:

FC København:
Nicolai Jørgensen var ikke prangende i første halvleg, men hold da op hvor han spillede sig op efter pausen, hvor han diskde op med flere lækre vendinger og tekniske detaljer. Prikken over i'et var naturligvis den flotte scoring til 1-0 efter 48 minutter.

Randers FC:
Nicolai Poulsen har potentiale til at nå rigtig langt, og mod FC København spillede han endnu en flot kamp. Stortalentet træffer mange rigtige beslutninger, og så kan han også skabe chancer. Det så man, da han satte Djiby Fall op til 1-1-scoringen.

Kampens værste:

Når Thomas Delaney forlader Telia Parken søndag aften, er det for at slutte sig til det danske landshold. Det er et synligt bevis på, at Delaney er blandt rigets bedste på sin position. Det var dog ikke at se mod Randers FC, hvor et utal af fejlafleveringer prægede billedet for FCK-kaptajnen. Det satte også sit præg på FCK's offensive spil.

Kampens detalje:
Iskold var vejret i Telia Parken søndag aften. Iskold var dommer Jens Maae også i en situation i overtiden af første halvleg. FCK fik frispark på et fint sted for Ludwig Augustinsson, og Maae gav hjemmeholdet tid til at få alle mand med frem i feltet og søge indlægget. I samme sekund som Augustinsson sparkede, fløjtede han imidlertid til pause. Det er cool nok, Jens Maae.